London - tirsdag den 22. marts 2005


Covent Garden, Hyde Park, Millenium Bridge og Mamma Mia

Tilbage

Vejrguderne lovede regnvejr og i dag løj de ikke!

Vi havde planlagt en gåtur i London Centrum men det ændrede vi til et besøg i det overdækkede marked Covent Garden. Her ankom vi ca. kl. 10, hvor de fleste butikker åbnede. Covent Garden har mange sofistikerede butikker, det meste er håndværk og kunst. Vi besøgte bl.a. en butik, der udelukkende handlede med sæber i alle afskygninger. Spørg lige, om der duftede (lugtede) i dén butik?

Lige ved siden af Covent Garden lå Jubilee Market Hall - ligeledes overdækket. Det var mere et typisk marked med alt muligt tingel-tangel. Jeg blev især fascineret af et 3-personers skakspil. Det havde jeg aldrig set før (jeg fandt det dog sidenhen på internettet).

Tiden gik hurtigt, når man slentrer rundt på markeder, så frokosten nærmede sig.

Vejret var blevet lidt bedre og vi gik mod området Seven Deals, som ligger på den modsatte side af undergrundsstationen Covent Garden. Vi søgte efter en pub, for at få noget at spise, men det kneb lidt. Den første var lukket. Den næste ville ikke servere frokost og endelig lykkedes det med den 3., der godt ville servere sandwich med skinke og ost. Jeg troede at pubbesøg var populært omkring frokost, men vi havde stort set pubben for os selv.

Neal Street i Seven Deals området skulle være kendt for sine små butikker med kun få varetyper. Det var sandt nok - men vi fandt det ikke særlig interessant.

Tilbage mod hotellet. På vejen ville vi købe lidt ind til aftensmad og spise på hotellet. Vi fór (heldigvis) lidt vild, gik ned af en forkert vej, og havnede igen i China Town. Atter rullede øjnene rundt i hovedet på mig. Det blev til en god times osen i butikkerne i området. Jeg kunne have fyldt adskillige indkøbsvogne!

Tilbage til hotellet. Jeg gik ned i Hyde Park, for at tage lidt billeder mens de andre handlede ind. Så var der dømt siesta.

Efter aftensmad i form af flutes med ost, tog Lasse og jeg med undergrundsbanen til Blackfriars og en tur over the Millenium Bridge. I denne del af byen dannede de tunge skyer på himlen et dramatisk bagtæppe på billederne af St. Pauls Cathedral. Men det holdt tørt.

Jeg havde regnet med, at vi kunne gå over til Waterloo Station og se lidt nærmere på den, men det var for langt at gå. Så vi tog en bus og undergrundstoget, inden vi nåede denne megastore togstation. Vi kunne ikke komme ud på perronnerne og se på togene, da der var billetkontrol ved indgangen til perronnerne.

Tilbage med undergrundstog til Piccadilly Circus, hvor vi havde aftalt at mødes med Vibe og Marie kl. 19. Med 3 minutters forsinkelse var vi fremme ved teatret, hvor vi i dag skulle se musicalen Mama Mia.

Vibe havde været dårlig men var frisk nok til at tage med i teatret.

Forestillingen var forrygende. Fortællingen havde ikke så meget at gøre med Abba men showet var kædet sammen, så deres numre blev en helt naturlig del af stykket - og kun få af teksterne var blevet ændret i forhold til Abbas oprindelige versioner.

I korte træk handlede stykket om en ung pige, der skulle giftes. Hun ville gerne have sin far med til brylluppet, men hendes mor kunne ikke finde ud af, hvem faderen var. Der var 3 valgmuligheder. Pigen inviterede dem alle 3 og det kom der selvfølgelig mange forviklinger ud af. Se det!

Vi var trætte og mætte af dagens mange oplevelser, da vi tog den næsten kendte tur tilbage via Picadilly, Oxford Street og Lancaster Gate med undergrundstoget.

Det blev til en enkelt godnatdrink og så i seng. Kl. 23:10 var det nat!

1
2
3
4
5
6
7
8
9
10
11
12
13
14
15
16
17
18
19
20